التخطي إلى المحتوى الرئيسي

Observationer i revolutionens tid

بعدستي، القاهرة، آذار 2010

"ملاحظات في زمن الثورة"، مترجمة إلى اللغة الدنماركية.


af Rasha Hilwi

25

Heldig, er hvad jeg er. Heldig, fordi jeg har besøgt Cairo to gange, da jeg var 25 år gammel. To gange ... ved havet ... to måneder. Heldig, fordi jeg har minder fra Tahrir-pladsen – en 25-årig ung kvindes minder. Minder, som jeg ikke kommer til at skulle anstrenge mig for at huske i fremtiden. Alene 25. januar var tilstrækkelig for, at minderne blev gentaget hver dag 80 millioner gange.

Serien ”Adil”

Jeg husker ”Adil”; den egyptiske imaginære ven/opdigtede elskede, som jeg opfandt, da jeg var 17 år gammel – stærkt påvirket af en af de egyptiske TV-serier, som min mor fulgte med i. Jeg plejede at gå frem og tilbage mellem værelserne derhjemme, og lede efter ham. Jeg kaldte på ham: ”Adil, hvor er du henne? Hvorfor svarer du mig ikke?”. Det er helt sikkert, at Adil i dag er 17 år gammel, og det er ligeledes helt sikkert, at Adil har været som klistret til Tahrir-pladsen siden revolutionens begyndelse.

Forslag

Jeg foreslår, at alle de ansvarshavende i de forskellige firmaer og alle arbejdsgivere, giver de ansatte ferie her i revolutionernes tid. Der er alligevel ikke nogen, der arbejder!

Held

Internettet er blevet afbrudt i flere dage end telefonen. Det er vores held, at Mubarak er ubevidst omkring folkets stemmers værdi og betydning i denne spekulationernes tid!

En besked

Til alle der følger med på Facebook (og som har en Facebook-konto naturligvis),

Efter i dag, vær venlige at være opmærksomme på jeres kommentarer, og stop med at kritisere. Fordi ”dét der Facebook-folk” – det er dem, som laver dagens revolutioner. Og da Internettet blev afbrudt i Egypten, var det ”dét der Facebook-folk” i Palæstina, Libanon, Jordan og verden, der allierede sig, for at tilvejebringe minutiøs og korrekt information – uden censur – til arabiske og udenlandske medier, og til unge mennesker og folk i hele verden. ”Dét der Facebook-folk” elsker sit land og frygter ikke!

Et nemt skridt

På Facebook kan du mødes med hvem, du end har lyst til. Og i revolutionens tid, deler du musik med disse folk, sange, digte, billeder, links, videoklip og slagord fra det frie folk fra Tahrir-pladsen. Når du gør dette, vil du vide, hvem der er med dig, og hvem der er imod dig – og i den situation er der ikke noget lettere end at klikke ”remove friend”!

Med tilladelse fra el Hamra-gaden

- ”Jeg sværger, tag mig med dig til Tahrir-pladsen... Tag mig med dig og lad mig blive opmuntret af pladsen ... Frigørelsespladsen”.

Vredesudbrud

Sommetider. Gud forbande Facebook, Twitter, Messenger, Google og teknologi! Hvornår vil alle disse muliggøre anvendelsen af et sejrskys mellem en kvinde i Palæstina og en mand på Tahrir-pladsen?

Ønske

Jeg ville ønske, jeg var dér. At se alle detaljerne med mine egne øjne, og ikke blot høre om dem. Der er dog noget, som kan tilfredsstille én: venner, der deler deres bekymring og ængstelse med dig for at finde ud af, hvad der sker ”dér”; Aljazeera – den arabiske og den engelske, en bærbar computer, Internet og en flaske vin, er nok til hele aftenen. Hvis det hele skulle slippe op før tid, skal kulden ikke forhindre os i at hente andre forsyninger. For lige siden 25. januar har vi fulgt egypternes livsrytme, så vi sover ikke.

Hvis...

Hvis jeg havde vidst, at en revolution var under opsejling, og at ”verdens moder[1]” ville blive født på ny, så havde jeg udsat tidspunktet for min flyafgang fra Cairo, da jeg var der. Jeg var blevet der længere. Jeg havde ikke tøvet med at tage til den årlige bogmesse i slutningen af januar. Jeg havde krævet at ”Odeon-kysset” havde varet længere, og at der var blevet skrevet ”fortsættelse følger” ved siden af vores hoveder...

På egyptisk...

Vi taler egyptisk dialekt dagligt, uden at det har noget som helst at gøre med egyptiske film, TV-serier eller sange. Dette betyder, at der er noget nyt, noget der har ændret sig. Noget, som fortjener, at vi taler anderledes: den egyptiske revolution.

Men...

Det er korrekt, at Egypten ikke er Tunesien. Det er også korrekt, at den amerikansk-zionistiske plan har sørget for, at det ikke lykkedes én eneste gang i historien. Måske denne gang vil heldet være med den egyptiske revolution... Så lad historien blive noteret!

Spørgsmål

Jeg har modtaget en privat besked fra en Facebook-veninde, som jeg ikke rigtig kender. I beskeden skriver hun: ”Vi elsker jer, og vi er stolte af jer, og vi hilser jer!”. Betyder dette, at min Facebook-solidaritet med den egyptiske revolution, får andre til at tro, at jeg er egypter? OK, jeg er godt nok palæstinensisk/egyptisk. Notér endnu en gang!

Virkelighed

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til min egyptiske veninde, da hun sagde til mig: ”Jeg fatter endnu ikke, at jeg oplever alt dette! Nogle gange vågner jeg og tror, at alt det der sker omkring mig er en drøm!”.

Jeg svarede hende ikke... Jeg nøjedes med blot at sende hende en smiley... Men jeg sagde til mig selv: ”Jeg håber på en virkelighed som denne for Palæstina!”.

Higen

Jeg vil gerne leve i en verden, der tillader mig at elske en egyptisk mand, uden jeg skal tænke på nogen som helst eller noget som helst. En verden, hvor jeg ikke længere vil behøve tre uger for at få visum. Måske revolutionen på pladsen er begyndelsen på denne verden.

Det smukkeste

Det smukkeste ved kærlighed er, at den bliver forudbestemt og realiseret i revolutionens tid.

Første gang

En ven sagde til mig: ”Dette er første gang, siden jeg blev født, at jeg føler Egypten er er virkelig tæt på”.

Samtale

- Ved du hvad, der er den eneste fordel ved revolutionen?

- Hvad?

- Nu kan jeg være stolt over at være egypter. I begyndelsen var vi et fejt og besejret folk. Nu er vi blevet til et folk, som går i døden for dets frihed. Vi har endnu ikke opnået den, men vi kæmper for den med vores blod.

En observation, der ikke er den sidste

Det er sandt, at ”overflødige følelser har ruineret vores land”. At revolutionen spiller en rolle i, at følelserne hastigt bliver påvirket til at tegne et billede af en romantisk fremtid, som vi drømmer om at leve i. Men det er også sandt, at revolutionen blotter os, og afslører sandheden.

For det andet...

Heldig, er hvad jeg er. Fordi jeg kunne lytte til bandet ”Iskindirella” direkte fra Tahrir-pladsen, mens de sang Sheikh Imams sang ”Jeg elsker dig, Egypten”. Sangen har fået en anden karakter... Sheikh Imam ville med garanti have været til stede, og han ville have lyttet stolt til sangen. Det er som om, jeg var der med dem. Der er en del af mig, som er dér.

Palæstina

7. februar 2011



[1] Populært navn for Egypten i de arabiske lande. [Oversætters note].

تعليقات

المشاركات الشائعة من هذه المدونة

"فوكس" بار، عفويّة الثقافة الإيطاليّة في برلين

برلين – رشا حلوة

بالقرب من محطّة "هرمان بلاتس" في حيّ "نويكولن" البرلينيّ، وفي شارع فرعيّ تصل نهايته إلى النهر، هناك بار صغير يحمل الاسم "فوكس"، شبابيكه الكبيرة على الشّارع، التي تطلّ منها تفاصيل البار؛ كراسيه وكنباته القديمة، إضاءته الخفيفة، الشموع، ولون الحيطان الأخضر، كلّها محفزة لزيارة الجوّ "البيتوتيّ" هذا.

بالإضافة إلى جوّه الحميميّ، زيارة البار منوطة بالاستماع دومًا إلى موسيقى خاصّة من كلّ العالم، مع تسليط ضوء على الموسيقى الإيطاليّة. نسمّيه البار الإيطاليّ، ليس بسبب الموسيقى فقط، إنّما بالأساس لأن صاحب البار هو إيطاليّ الهويّة، كما أنّ معظم العاملين والعاملات في البار جاءوا من مناطق مختلفة في إيطاليا إلى برلين، كما أن جمهوره في غالبيته من الإيطاليّين/ات الذين يعيشون في المدينة، واللغة الإيطاليّة حاضرة دومًا.

صاحب البار اسمه ماسيمو فينكو، مواليد العام 1979 في فيرونا الإيطاليّة، هو فنان وموسيقيّ وكاتب أغاني، وصل إلى برلين في العام 2006 للعمل كفنان، وبموازاة ذلك عمل عندها في وظائف عديدة، تنظيف مواعين في المطاعم ومن ثم طباخًا، وكان باره المفضل …

عن متحف "أم كلثوم" في القاهرة: يُعرف المرء في عصره، بحبّ الناس فقط

القاهرة – رشا حلوة زرت القاهرة مرات عديدة، وزياراتها كانت طوال الوقت عبارة عن مطلّ على الحياة فيها، وخاصة حياة ناسها، لإيماني أن المدينة هي "حاجات كتيرة" ممزوجة بتفاصيل سكانها. كانت زيارتي لمواقع تاريخيّة وأثريّة مرافقة بكثافة للزيارة الأولى مع عائلتي في العام 1995، ومن بعدها، كانت الشّوارع، قصص الناس وأحاديثهم، المقاهي والبيوت، بمثابة شبابيك واسعة لمعرفتي عن هذا البلد.

خلال زيارتي هذه إلى القاهرة في ربيع العام 2014، قررت أن أذهب إلى متحف "أم كلثوم"، الموجود في شارع "الملك الصالح" وفي جزيرة "المنيل روضة" في النيل، والمتحف هو أحد مباني "قصر المانسترلي"، والمنطقة معروفة أيضًا بإسم "المقياس"، لوجود مقياس النيل الشهير، حيث كان يُستخدم لقياس منسوب نهر النيل. مساحة المتحف هي عبارة عن 250 مترًا، وكانت قد فتحت أبوابه وزارة الثقافة المصريّة في عام 1998، على أن يكون متحفًا "يليق بعطائها، يحمل اسمها الخالد، ليصبح منارة إشعاع فنّيّة وثقافيّة".

قاعات المتحف ومضمونها في المتحف، ثلاث قاعات أساسيّة، الأولى هي التي تحتوي على فاترينات ت…

بيوتنا اللي معنا

كنت كتبت عن هاد الشرشف (اللي بالصّورة) من شي سنة وشوي. هاد كان في بيت بحيفا، بشارع الجبل، نقلنا عليه أنا وأختي سنة 2015. وقتها لقينا أغراض كثير تاركينها صحاب البيت، منهن هالشرشف، الإشي الوحيد اللي خليته من أغراضهن. 
ليش؟ لأنّه حلو، ولأنّي فجأة لقيت إنه الماركة لسّه عليه، مكتوب عليها "دمشق - سورية". وقتها قررت وكتبت، إنّي رح أحمل هالشرشف معي وين ما أروح بالدّنيا. نقلته معي من هداك البيت اللي بشارع الجبل بحيفا، لبيت ثاني بشارع الحمير بحيفا، وبزيارتي الماضية لفلسطين، جبته معي لألمانيا. دفيت فيه تختي اللي ببرلين، وقررت أحمله معي لهاد الشّهر لشتوتغارت.

بتدوينة "دمشق في بيتي" اللي كتبتها في آذار/ مارس 2016، قلت: "رح أحمل هالشرشف معي.. زي ما بحمل كل المدن الجميلة، اللي زرتها واللي ممنوعة إني أزورها- بس بعرفها منيح، بقلبي.. والقلوب بيوت.".

اليوم، ومن خلال أصدقاء سوريّين وصديقات سوريّات ببرلين، قادرة كتير مرات أطلّ من خلالهن على دمشق، من قصصهن وذكرياتهن، مرات بروح رحلة لهناك، وكل مرة بحسّ إنّي بعرفها أكثر.

رح نضل نحمل بيوتنا معنا، لكل البيوت اللي جاي، هيك منضلنا دافيّ…