التخطي إلى المحتوى الرئيسي

Observationer i revolutionens tid

بعدستي، القاهرة، آذار 2010

"ملاحظات في زمن الثورة"، مترجمة إلى اللغة الدنماركية.


af Rasha Hilwi

25

Heldig, er hvad jeg er. Heldig, fordi jeg har besøgt Cairo to gange, da jeg var 25 år gammel. To gange ... ved havet ... to måneder. Heldig, fordi jeg har minder fra Tahrir-pladsen – en 25-årig ung kvindes minder. Minder, som jeg ikke kommer til at skulle anstrenge mig for at huske i fremtiden. Alene 25. januar var tilstrækkelig for, at minderne blev gentaget hver dag 80 millioner gange.

Serien ”Adil”

Jeg husker ”Adil”; den egyptiske imaginære ven/opdigtede elskede, som jeg opfandt, da jeg var 17 år gammel – stærkt påvirket af en af de egyptiske TV-serier, som min mor fulgte med i. Jeg plejede at gå frem og tilbage mellem værelserne derhjemme, og lede efter ham. Jeg kaldte på ham: ”Adil, hvor er du henne? Hvorfor svarer du mig ikke?”. Det er helt sikkert, at Adil i dag er 17 år gammel, og det er ligeledes helt sikkert, at Adil har været som klistret til Tahrir-pladsen siden revolutionens begyndelse.

Forslag

Jeg foreslår, at alle de ansvarshavende i de forskellige firmaer og alle arbejdsgivere, giver de ansatte ferie her i revolutionernes tid. Der er alligevel ikke nogen, der arbejder!

Held

Internettet er blevet afbrudt i flere dage end telefonen. Det er vores held, at Mubarak er ubevidst omkring folkets stemmers værdi og betydning i denne spekulationernes tid!

En besked

Til alle der følger med på Facebook (og som har en Facebook-konto naturligvis),

Efter i dag, vær venlige at være opmærksomme på jeres kommentarer, og stop med at kritisere. Fordi ”dét der Facebook-folk” – det er dem, som laver dagens revolutioner. Og da Internettet blev afbrudt i Egypten, var det ”dét der Facebook-folk” i Palæstina, Libanon, Jordan og verden, der allierede sig, for at tilvejebringe minutiøs og korrekt information – uden censur – til arabiske og udenlandske medier, og til unge mennesker og folk i hele verden. ”Dét der Facebook-folk” elsker sit land og frygter ikke!

Et nemt skridt

På Facebook kan du mødes med hvem, du end har lyst til. Og i revolutionens tid, deler du musik med disse folk, sange, digte, billeder, links, videoklip og slagord fra det frie folk fra Tahrir-pladsen. Når du gør dette, vil du vide, hvem der er med dig, og hvem der er imod dig – og i den situation er der ikke noget lettere end at klikke ”remove friend”!

Med tilladelse fra el Hamra-gaden

- ”Jeg sværger, tag mig med dig til Tahrir-pladsen... Tag mig med dig og lad mig blive opmuntret af pladsen ... Frigørelsespladsen”.

Vredesudbrud

Sommetider. Gud forbande Facebook, Twitter, Messenger, Google og teknologi! Hvornår vil alle disse muliggøre anvendelsen af et sejrskys mellem en kvinde i Palæstina og en mand på Tahrir-pladsen?

Ønske

Jeg ville ønske, jeg var dér. At se alle detaljerne med mine egne øjne, og ikke blot høre om dem. Der er dog noget, som kan tilfredsstille én: venner, der deler deres bekymring og ængstelse med dig for at finde ud af, hvad der sker ”dér”; Aljazeera – den arabiske og den engelske, en bærbar computer, Internet og en flaske vin, er nok til hele aftenen. Hvis det hele skulle slippe op før tid, skal kulden ikke forhindre os i at hente andre forsyninger. For lige siden 25. januar har vi fulgt egypternes livsrytme, så vi sover ikke.

Hvis...

Hvis jeg havde vidst, at en revolution var under opsejling, og at ”verdens moder[1]” ville blive født på ny, så havde jeg udsat tidspunktet for min flyafgang fra Cairo, da jeg var der. Jeg var blevet der længere. Jeg havde ikke tøvet med at tage til den årlige bogmesse i slutningen af januar. Jeg havde krævet at ”Odeon-kysset” havde varet længere, og at der var blevet skrevet ”fortsættelse følger” ved siden af vores hoveder...

På egyptisk...

Vi taler egyptisk dialekt dagligt, uden at det har noget som helst at gøre med egyptiske film, TV-serier eller sange. Dette betyder, at der er noget nyt, noget der har ændret sig. Noget, som fortjener, at vi taler anderledes: den egyptiske revolution.

Men...

Det er korrekt, at Egypten ikke er Tunesien. Det er også korrekt, at den amerikansk-zionistiske plan har sørget for, at det ikke lykkedes én eneste gang i historien. Måske denne gang vil heldet være med den egyptiske revolution... Så lad historien blive noteret!

Spørgsmål

Jeg har modtaget en privat besked fra en Facebook-veninde, som jeg ikke rigtig kender. I beskeden skriver hun: ”Vi elsker jer, og vi er stolte af jer, og vi hilser jer!”. Betyder dette, at min Facebook-solidaritet med den egyptiske revolution, får andre til at tro, at jeg er egypter? OK, jeg er godt nok palæstinensisk/egyptisk. Notér endnu en gang!

Virkelighed

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til min egyptiske veninde, da hun sagde til mig: ”Jeg fatter endnu ikke, at jeg oplever alt dette! Nogle gange vågner jeg og tror, at alt det der sker omkring mig er en drøm!”.

Jeg svarede hende ikke... Jeg nøjedes med blot at sende hende en smiley... Men jeg sagde til mig selv: ”Jeg håber på en virkelighed som denne for Palæstina!”.

Higen

Jeg vil gerne leve i en verden, der tillader mig at elske en egyptisk mand, uden jeg skal tænke på nogen som helst eller noget som helst. En verden, hvor jeg ikke længere vil behøve tre uger for at få visum. Måske revolutionen på pladsen er begyndelsen på denne verden.

Det smukkeste

Det smukkeste ved kærlighed er, at den bliver forudbestemt og realiseret i revolutionens tid.

Første gang

En ven sagde til mig: ”Dette er første gang, siden jeg blev født, at jeg føler Egypten er er virkelig tæt på”.

Samtale

- Ved du hvad, der er den eneste fordel ved revolutionen?

- Hvad?

- Nu kan jeg være stolt over at være egypter. I begyndelsen var vi et fejt og besejret folk. Nu er vi blevet til et folk, som går i døden for dets frihed. Vi har endnu ikke opnået den, men vi kæmper for den med vores blod.

En observation, der ikke er den sidste

Det er sandt, at ”overflødige følelser har ruineret vores land”. At revolutionen spiller en rolle i, at følelserne hastigt bliver påvirket til at tegne et billede af en romantisk fremtid, som vi drømmer om at leve i. Men det er også sandt, at revolutionen blotter os, og afslører sandheden.

For det andet...

Heldig, er hvad jeg er. Fordi jeg kunne lytte til bandet ”Iskindirella” direkte fra Tahrir-pladsen, mens de sang Sheikh Imams sang ”Jeg elsker dig, Egypten”. Sangen har fået en anden karakter... Sheikh Imam ville med garanti have været til stede, og han ville have lyttet stolt til sangen. Det er som om, jeg var der med dem. Der er en del af mig, som er dér.

Palæstina

7. februar 2011



[1] Populært navn for Egypten i de arabiske lande. [Oversætters note].

تعليقات

المشاركات الشائعة من هذه المدونة

صحّة

بالطريق من برلين إلى مطارها، سألني سائق التاكسي عن المكان الذي جئت منه، بطبيعة الحال تحدثنا في السّياسة قليلًا، ومن ثم حدثني عن عمله وعن برلين، وانتقل في حديثه إلى مفهوم الحرية. عندها، تطرق إلى "أوشو"، فيلسوف هنديّ، كان السّائق من أحد متابعيه. عندها سألته: "بماذا يؤمن أوشو؟"، قال: "لا شيء"، وضحك. ثم أكمل إجابته: "كان يقول: "كن حرًا وواعيًا، عندها ستحدث الأشياء".

انتهى حديثنا حين وصلت المطار، وكان قد أعطاني بطاقته التي تضمّ معلومات عن البيوت التي يؤجرها في برلين.
وصلت شتوتغارت عند الحادية عشر صباحًا، متوجهة مع سائق تاكسي نحو موقع الجامعة. سألني السّائق السّؤال المتكرر: "من أين أتيت؟"، قلت له: "من فلسطين، لكني وصلت برلين بداية، وجئت منها إلى هُنا". "وماذا ستفعلين؟"، سألني. حدثته عن إقامتي وأضفت لها: "سأكتشف المدينة أيضًا". فقال لي: "ستكتشفين المدينة المملة". "لم تكن هذه الجملة ذكيّة لمن وصلت للتوّ إليها قادمة من برلين"، قلت له.. وضحكنا.

عند السّاعة الثّالثة والنصف ظهرًا، التقيت بفنانٍ …

دمشق في بيتي

في شهر شباط/ فبراير ٢٠١٥، نقلت عَ بيت جديد بحيفا، بعد ما كنت عايشة ٣ سنين بعكّا، وقبلها كنت برام الله وقبلها بحيفا وقبلها بالقدس وبالأساس بيتي الأبديّ اللي في عكّا.. البيت اللي بحيفا، موجود بمنطقة شارع الجبل.. شبابيكه بتطلّ على الجبل، وشباك الحمام بطلّ على جهة البحر.. وفيه كمان جنبه سطح كبير، لبناية ثانيّة، بس إلنا مناليّة عليه.. السّطح بطلّ عل الجبل والبحر والجليل وجبل الشّيخ..
لما وصلنا البيت، كان فيه أغراض كتير، خلوها النّاس اللي كانوا ساكنين فيه.. رمينا كل إشي، ما عدا إشي واحد: هاد الشّرشف اللي بالصّورة.. لما مسكته، انتبهت على الماركة اللي عليه، واللي مكتوب عليها: دمشق- سورية.
غسلته، ولقيتله مكان بالصالون.. وكل الوقت محطوط على الكنباي إنه تضل هالورقة مبيّنة..
وكل ما أشوفها، أفكر إنه دمشق ببيتي.. براويحها اللي عمري ما شميتها.. بس قادرة أشمّها.
رح أترك هالبيت قريبًا.. ورح أحمل هالشرشف معي.. زي ما بحمل كل المدن الجميلة، اللي زرتها واللي ممنوعة إني أزورها- بس بعرفها منيح، بقلبي.. والقلوب بيوت.

تفاصيل تافهة

الصّور اللي بتبقى لما يغيبوا وجوه أصحابها للأبد.
الأصوات اللي مسجّلة لما تنعدم فرصة نسمعها من جديد عَ الحقيقة.
 الذّاكرة اللي بترجع عَ بالك، لما بيخف الشّغل اليوميّ، اللي ولا ممكن ترجع تبني ذاكرة ثانيّة، حتّى لوّ مختلفة، مع نفس النّاس اللي كانوا فيها.
الأيام، الأشهر، السّنوات اللي بتروح، بس بأرقامها، اللي بنفعش تتكرر.
 وجوهنا، أحاديثنا، اللي لما نرجع نطلّ عليها من شي شباك حمّاه التكنولوجيا، ومنحس إنهن ملامح وأصوات آخرين، ما بشبهونا.
 خطوط الإيدين اللي كتبت إهداءات على الكتب، واللي بعثت بشي يوم رسائل، اختفت مع الأجساد اللي تحوّلت لتراب، أو حتّى، ببساطة صارت كالمسافر اللي طرقكم ما راح ترجع تلتقي، لمجرد اختيار أو لأنه هيك صار بالدّنيا.
 الشّوارع اللي فاضية من وجوه مرقت فيها، الأحياء اللي ما رح يمرق منها ناس منحبّها، ولا حد ينادي عليهن من الجيران، المقاهي اللي كل سهرات الأغاني بآخر الليلة، في صوت مش رح يغنّي فيها.
 الأماكن، المدن والبلاد اللي بطل ينفع تزورها، مش لأنه بدكش، لأنك ممنوع أو لأنها تدمرت أو في حارس غريب وقف على بابها.
 مرات، بلحظات صغيرة تافهة، بلحظات بتحسها حقيقيّة بس بعد شوي …